
Icebreaker - Multisport Superlite Micro (Foto: EventyrSport.dk)
Uanset om det er en heldags gåtur på den jyske hede, eller du vitterligt har den helt store vandretur planlagt, skal du sørge for at passe godt på dine fødder. En vandre- eller gåtur kommer jo ikke rigtig nogle steder, hvis ikke du gør. Og hvis der er noget, der er vigtigt for, hvordan dine fødder har det, er det de sokker, du vælger at have på.
Nede i støvlen bor…
En god vandrestøvle ved vi alle er essentiel for en god outdoorferie, men de fleste glemmer overraskende nok, at sokken også skal være med i den gruppe. De to skal ligesom være et team, hvis du skal have det optimale ud af din tur. En god vandresok sidder tæt til din fod uden at stoppe for blodomløb. Den skal støtte både i hæl og om svangen. Desuden skal den passe så perfekt på netop din fod, at der ikke er fare for, at den begynder at krølle sammen, når du bevæger dig. De fleste vabler kommer, hvis du ikke er opmærksom på, at en fold i sokken gnider hen over din hud.
Vær opmærksom på vejret
En anden ting, der er god at have med i overvejelsen med sokker er, at de findes i forskellige versioner alt efter, om du skal vade rundt i 2 meter sne eller i 25 graders varme på Ibiza. Og så er der selvfølgelig en masse variationer ind i mellem. Vælg med omhu. Og tag desuden nogle ekstra bomuldssokker med til at have på om aftenen, så dine fødder kan slappe af.








